I 2014 omsatte den svenske musikbranche for 8,2 milliarder svenske kroner. Det er en stigning med 25 procent siden 2009. Musikeksporten står for 18 procent af musikbranchens samlede omsætning og er i vækst. Fra 2013 til 2014 steg eksporten med 29 procent og var værd 1,5 milliarder svenske kroner i 2014.
– Lige nu har vi mange dygtige sangskrivere i Sverige og det har vi haft en tid nu, og de skriver også for internationale artister og det her er en stærk del af musikeksporten, siger Linda Portnoff, adm. direktør for Musiksverige i et interview på organisationens hjemmeside.
Musikbranchens indtægter kommer først og fremmest fra koncertmarkedet, der står for lidt mere end halvdelen af de samlede indtægter. Derudover kommer indtægterne fra ophavsrettigheder og salg af indspillet musik.
Indtægterne fra fysisk salg af eksempelvis CD’er og plader er faldet markant. I 2009 stod det fysiske salg for 80 procent af indtægterne fra indspillet musik mens det i 2014 kun stod for 12 procent. Omvendt er udviklingen i salget fra online musiktjenester, som eksempelvis Spotify abonnement, vokset og står for 84 procent af de samlede indtægter fra indspillet musik.
– Det var frem for alt CD-branchen som blev ramt af krisen med stigende ulovlig downloading af musik. Her har Sverige været foregangsland i forhold til at omstille sig til et digitalt marked, hvor vi nu i stedet for streamer musik, siger Linda Portnoff.
Også i forhold til indtægter fra ophavsrettigheder det musik spillet online, der stiger mest. De ophavsretslige indtægter fra forskellige musiktjenester blev næsten femdoblet fra 2009 til 2014, hvor de var 478 millioner svenske kroner værd. Indtægterne fra ophavsrettigheder står for 27 procent af de samlede indtægter i den svenske musikbranche. (News Øresund)