Trusler og chikane på sociale medier får i stigende grad offentligt ansatte til at anonymisere sig i privatlivet. Det skriver Søndagsavisen.
– Det er desværre sådan, at der er flere og flere, som fuldt forståeligt vælger at anonymisere sig selv så meget som muligt på de sociale medier. Det skyldes i høj grad den chikane, som mange politimænd og deres familier har været udsat for, siger Claus Oxfeldt, formand for Politiforbundet til Søndagsavisen.
Der findes ikke en særskilt statistik for digitale trusler, men antallet af anmeldelser om vold og trusler om vold mod offentligt ansatte har været stigende i flere år, og 2016 tegner til at blive det hidtil værste med over 1.200 anmeldelser i kvartalet. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Stigningen i antallet af trusler handler ikke kun om politifolk, men også sygeplejersker, socialrådgivere og lærere.
Anonymiseringen kan foregå på flere måder. Man kan blandt andet fjerne vokalerne i sit navn, så Bjarne Sander bliver til Bjrne Sndr. Det kan også ske, ved at man helt sletter et eller flere mellemnavne, så man kun står tilbage med sit neutrale efternavn.
Abelone Glahn har de seneste fem år holdt kurser og foredrag for virksomheder om digital chikane. Hun mener, at danske virksomheder kan gøre meget mere for at beskytte deres medarbejdere.
– Digital chikane må ikke negligeres, for det er noget, der gør ofrene både syge og deprimerede, siger hun.
Den stigende anonymisering i offentligt ansattes privatliv er et symptom på en situation, som er helt uacceptabel, mener både Politiforbundet og Dansk Socialrådgiverforening.
– Sociale medier er et vilkår, men vi kan ikke håndtere det ved at ignorere det. Vi skal som faggruppe sammen med vores ledelser blive ved med at diskutere, hvordan vi kan arbejde med det her og sørge for, at arbejdslivet ikke bliver trukket langt ind i vores privatliv, siger Majbrit Berlau, formand for de danske socialrådgivere.
I 2015 blev loven ændret, så arbejdsgiveren nu er forpligtet til at håndtere eksempelvis trusler, som den ansatte modtager på Facebook hen over aftenkaffen.
Comments
Ét svar til “Offentligt ansatte gemmer sig på Facebook”
ja det kan jeg også godt forstå de køre med jeg vil nok oppe af der og komme på Minds.com